Velkommen til Guaca
Guaca er Danmarks nye madmagasin om bæredygtig madkultur. Et magasin om råvarernes rejse fra land til by. Med reportager fra den danske natur og fra de mange gastronomiske ildsjæle ude omkring i landet. Med inspiration fra de store verdenskøkkener. Og med en kurateret guide til de steder i København, der arbejder med bæredygtighed og højner madkulturen i byen.
Guaca tapper ned i to vigtige tendenser i tiden. Fremtidens klimabevidste måde at spise på med fokus på lokale råvarer, årstidernes gang og en mere plantebaseret kost. Samt en længsel efter mere eksotiske indslag på tallerkenen i en ny verden, hvor vi må tænke mere over vores CO2-aftryk og derfor ikke længere kan rejse så frit som før – et faktum, som kun blev yderligere understreget af den globale pandemi, som vi forhåbentlig snart er ved at få bugt med.
Guaca arbejder aktivt med FN’s Verdensmål, især Mål 12 ”Ansvarligt forbrug og produktion”, Mål 14 ”Livet i havet” og Mål 15 ”Livet på land”, herunder de delmål der omhandler halvering af madspild, reduktion af affald, bæredygtigt fiskeri samt beskyttelse af biodiversitet. Vi tror dog ikke på løftede pegefingre, så magasinet hylder først og fremmest glæden ved at lave mad, spise og drikke. Kan vi undervejs inspirere til en mere bæredygtig livsstil, har vi nået vores mål.
Magasinet udkommer på print otte gange om året. Det er gratis og fås, når du bestiller hos Meyers, Simple Feast og Fresh.Land samt i udvalgte butikker.
Du kan også læse det online her på siden. Vil du høre fra os oftere og følge med i vores arbejde løbende, så tilmeld dig nyhedsbrevet The G List.
På Instagram hedder vi guacacopenhagen.
– KIM FLYVBJERG, REDAKTØR & UDGIVER
