Isabella Rossellini – fra Blue Velvet til Green Porno

Lancôme-modellen er blevet landmand.

I 1980erne var Isabella Rossellini over det hele. Hun var det franske kosmetikmærke Lancômes ansigt udadtil, hun var på forsiden af alverdens modeblade (Vogue 23 gange!), og så havde hun en stor rolle som den mishandlede natklubsangerinde i David Lynchs “Blue Velvet”.

Rossellini indspiller stadig film, er tilbage hos Lancôme i en alder af 69, og så er hun bæredygtig landmand med hang til høns på gården Mama Farm i staten New York sammen sin datter Elettra Wiedemann (mamafarm.us). I klippet her bruger hun sin master i dyreadfærd, når hun i sin egen syrede serie “Green Porno” fra 2014 fortæller om, hvordan dyr parrer sig. Kig med, hvis du vil se Ingrid Bergmans datter have sex med en kæmpe reje af lyserødt karton.